Hele weekenden gjorde min kindtand ondt, på hvis-det-hjælper-på-bare-ti-procent-af-smerten-at-dræbe-en-nuttet-hundehvalp-så-gør-jeg-det-måden.
Jamrende gik jeg til tandlægen i går, der spurgte om jeg gerne ville bruge flere tusind kroner på at få opereret betændte rodspidser af den, eller 500 kroner på at få den hevet ud.
Så nu går jeg rundt med et hul i munden, der smager af død og betændelse og lugter af gnu, mens jeg hører høj musik og venter på min søster.
Noget af det første musik jeg hørte som barn, var Simon og Garfunkel.
Min søster og jeg havde koncerten fra central park på VHS, og så den så mange gange, at jeg stadig kan både alle sangteksterne OG alt hvad de siger mellem numrene udenad.
Jeg kører i dag til Odense, sammen med min søster – hvor Paul Simon spiller, sammen med selveste Sting.
Hun gav mig det meste af min billet og hotelovernatning i kommende fødselsdagsgave, og vi er begge lidt høje over at skulle genopleve sådan en bid barndom sammen.
Det er ikke noget jeg hører særligt ofte længere – synes hans seneste plader har været middelmådige – men den nostalgiske del af det er fantastisk, og jeg ved at vi skal skråle så højt med på alle sangene, både i bilen og til koncerten, at min betændte ånde muligvis slår hende bevidstløs.
Jeg vågnede iøvrigt i nat, fra et mareridt der for en gangs skyld ikke handlede om zombier, men om at jeg skulle hilse på Paul Simon og kom til at spytte tænder og betændelse ud over ham.
Ved ikke helt hvorfor det var så skræmmende, men det var det, og jeg var nødt til at tænde lyset og surfe lidt net, før jeg turde sove igen, og her faldt jeg så over nyt, godt mareridtsmateriale, på denne her fremragende tumblr -blog.
Jeg kan huske at jeg måtte gøre det samme med mine smølfer om natten, da jeg var 4-5 år.
Kunne ikke klare tanken om at de gik frit rundt om natten…
